Om mig selv

Kort biografi

Jeg blev født 19. oktober, 1977 i Gentofte, og har boet i området lige siden. I dag bor jeg på niende år sammen med Louise, med hvem jeg blev gift den 19. Maj, 2007, og vores skønne datter Sophia Katharina (f. 19. november, 2006) i Lyngby lidt nord for København.

I det daglige studerer jeg økonomi og filosofi på Copenhagen Business School, men kun lidt endnu -i foråret 2007 bestod jeg mit sidste fag, Hermeneutisk Fænomenologi, så jeg nu blot mangler at færdiggøre og forsvare min kandidatafhandling før jeg kan kalde mig Cand.merc.(fil.).

Sideløbende med mine studier har jeg, indtil 2006, arbejdet som OCR-behandler for en ordblind studerende. Det vil sige, at jeg har sørget for at indscanne, tekstgenkende og redigerer akademiske tekster, så han kunne få dem læst op af sin computers automatiske talesyntese. I 2006 var jeg ansat af fagforeningen SAFU til at bistå dem med udarbejdelsen af baggrundspapirer og formulering af en erhvervs- og strukturpolitik. I 2007 arbejdede jeg bl.a. for Post Danmark Erhverv og TDC IT - hos sidstnævnte stod jeg for tekniske oversættelser fra dansk til engelsk, ordrebehandling, diverse support og andre administrative opgaver.

Blandt mine store fritidinteresser er den skotske advokat og forfatter James Boswell (1740-1795) - som jeg har lavet en omfattende hjemmeside om; slægtsforskning - som jeg også har publiceret lidt af på nettet; og Lyngby Boldklub, som jeg har fulgt i nu 12 år, og for hvis fanklub jeg er webmaster.

Jeg er stor bogelsker - en del af min bogsamling kan ses på den glimrende side LibraryThing. Blandt mine skønlitterære yndlingsbøger er Decline and Fall af Evelyn Waugh, Three Men in a Boat af Jerome K. Jerome, Rosens Navn af Umberto Eco og The Woodlanders af Thomas Hardy.

Min musiksmag kan bedst beskrives som bred; særligt gerne hører jeg dog klassisk (Dvorak, Wagner, Bach), Gothic (Within Temptation), Rock (Muse, Queen, Toto), Instrumental (Mike Oldfield, Jean-Michel Jarre) og Musicals (lidt af hvert).

Jeg var for flere år siden politisk aktiv i et nominelt liberalt parti, men mine illusioner bristede da partiet vandt valget, og straks gjorde op med alle sine gamle idealer. Så kan i selv gætte hvilket parti jeg taler om. I dag har jeg idealerne tilbage, men rører ikke partipolitik med en ildtang.

 

 

Thomas Frandzen

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.