Første post i 2008

2008-01-13

Præcis en måned siden sidste opdatering, og jeg beklager dybt. Jul, nytår, tur til Oslo, arbejde, stjålen tegnebog, speciale, biografture, m.v. har altsammen optaget min tid

Kort fortalt, indtil jeg får skrevet mere:

Lille Juleaften holdt vi herhjemme, med Sophias mormor Bente, bedstefar Erik og granmor Susanne. Julen blev fejret i Ålsgårde hos min farbror Thomas med hele min fars familie. Det var en dejlig aften, og vi kunne overnatte i Bente og Eriks campingvogn på Skibstrup Camping kun 1km derfra.

Juledagene var stille og rolige, kun afbrudt af en hyggelig lille frokost med Louises far og farmor, holdt hos sidstnævnte i Ordrup. Den 27. december var jeg inde i byen og fejre Hans, som fyldte 28 år. Det var en hyggelig aften, som desværre endte med at jeg fik neglet min tegnebog kl. 23 nær eller på Kgs. Nytorv Metro-station. Alle kortene er siden dukket op igen, tilsendt fra forskellige steder(!), men der blev utroligt nok hævet 2x500 svenske kroner i Malmö kun tre kvarter efter jeg havde fået den stjålet i København! Det er så blevet meldt til politi og bank; nu må vi se hvad der sker.

Således så jeg let deprimeret frem mod 31. december og det nye år, som dog blev entréret med manér og godt humør, også her på Gammelmosevej, hvor Bente, Erik, Mor (Susanne), Hans, Nina og Janne gjorde os selskab. De to sidstnævnte tilbragte således morgenen på hver sin længe af vores sofa, mens Hans havde insisteret på at gå de 4km hjem kl. 05:00 nytårsmorgen...

Den 4. januar havde Louise fødselsdag, og det fejrede hun og jeg med en tur i biografen hvor vi så Nanny Diaries, en rimelig underholdende, omend ikke udpræget original film. Onsdag til fredag i denne uge var vi så en tur med skibet Pearl of Scandinavia til Oslo, en dejlig tur - vi fik set en del mere af byen end ved vores sidste tur dertil i 2001, og vi havde vejret med os. Og service og mad på båden var som altid til UG. Jeg lægger måske et par billeder og lidt mere info fra turen op snarest.

I dag fylder Sophias fætter David 7 år, og det fejrer vi med ham om en lille halv time. Og så er "fest-sæsonen" vidst også slut for denne gang.

Godt nytår til jer allesammen :-)

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.