2006-08-30
Så får i lige en lille update på den seneste uges begivenheder
I onsdags var jeg på en hyggelig lille bustur til Lyngbys udekamp mod Sakskøbing i pokalturneringen. Der var et klart flertal af Lyngby fans på Sakskøbings såkaldte stadion, og resultatet blev da også 8-0 i vores favør. Dagen efter trak vi Serie 2 holdet Sorø Freja i næste runde, hvilket burde være en walk-over (ved godt man ikke må sige det, men...).
Torsdag og fredag bød på projektskrivning, lidt arbejde og lidt slægtsforskning. Lørdag var der bold igen, denne gang ude mod HIK på Gentofte Stadion. Anders Jochumsen scorede et ægte hattrick inden stadionuret stod på 30 minutter, og så var kampen nærmest afgjort. Den endte 4-1. Samme Jochumsen havde i øvrigt scoret halvdelen af målene i onsdagens kamp mod Sakskøbing. Resten af lørdagen tilbragtes i selskab med min gode ven Kasper som havde taget turen hele vejen fra Herfølge.
Mandag var der igen dømt fødselsforberedelse, igen med lidt gymnastik-for-gravide-og-deres-kærester, afslapnings- og afspændingsøvelser og et foredrag om bækkenbundens mysterier...
Tirsdag og idag onsdag har den, ud over arbejde og projekt, stået på en del arbejde herhjemme for at få lejligheden i stand. Senere idag kommer svigerfar forbi med et monsterbor, så vi kan få boret de manglende huller i vores vægge. Og så sidder jeg iøvrigt og venter spændt på sidste nyt om Thomas Gravesens eventuelle skifte til Celtic FC. Lad os bare sige, at jeg bliver MEGET skuffet, hvis det ikke bliver til noget, særligt efter at klubben idag har solgt Stillian Petrov for 8 millioner pund!
Fortsættelse følger en anden dag :)