8 årsdag og svømning

2007-03-03

Den 28. februar havde Louise og jeg 8-årsdag, fejret med et par ture i biografen, og en god middag. Ellers er de sidste par dage gået med Hermeneutisk Fænomenologi, lidt babysvømning og lidt familiebesøg

Vi startede dagen, 28. februar, med at tage til Babybio i Holte. Reprise Teatret på Øverødvej er efter sigende en af landets ældste stadig fungerende biografer, og jeg må sige at stemningen og omgivelserne i den lille biograf er helt i top. Dagens babybio-film var Stranger than Fiction, med Will Ferrell, Maggie Gyllenhaal, Dustin Hoffmann og Emma Thompson i hovedrollerne. Det er en fabelagtig drama-komedie, med flot skuespil og en betagende og begavet historie. Jeg kan varmt anbefale den - den skød sig, noget overraskende, direkte ind i min top-10. Sophia vågnede lige før filmen startede, men tog det som en oplevelse - ingen utilfredshed at spore på noget tidspunkt under filmen - tværtimod kiggede hun nysgerrigt på lærredet det meste af tiden.

Filmen sluttede lidt i et, og vi bevægede os hjemad for at slappe lidt af i en times tid, før vi afleverede Sophia hos mormor og bedstefar på Lillemosevej. Kl. 17 stod det så på Night at the Museum i Gladsaxe Bio. Historien i filmen er ualmindeligt tynd, og kritikere har sagt, at hovedrollen, Ben Stiller, burde få et rent 13-tal for sin skuespilpræstation i filmen; hvis det ikke var fordi filmen stort set ikke indeholder reelt skuespil. Når filmen alligevel var seværdig, skyldes det nogle utroligt flotte effekter, når museet i filmen om natten vækkes til live.

Lidt over 19 indtog vi så vores pladser på det nærliggende Jensens Bøfhus. Vi har som regel rimelig godt erfaringer med maden og betjeningen her, og i aften var da ingen undtagelse - dog må man sige, at det ikke ligefrem er nytænkning der præger køkkenet, og fremover forsøger vi os nok med noget lidt mere originalt. Man kan sige, at hvis kvalitet er et spørgsmål om standarisering, så er kvaliteten i top hos Jensens, for maden smager *altid* af det samme....

Nå. Den efterfølgende dag, torsdag, var i nogen grad præget af rydningen af Ungdomshuset, som jeg fulgte løbende på TV og internet, hvor jeg nu befandt mig. Kl. 9:50 havde jeg forelæsning i Hermeneutisk Fænomenologi (dagens tema: Sorge) på Dalgas Have, ved 12:30-tiden var jeg på bogudsalg og kiggede forbi Toga for at se nyheder, kl. 14:20 var jeg hjemme og kl. 16:20 var jeg ude og se Louise og Sophia til babysvømning. Derefter tog vi ud til Louises far og Karen i Mørkhøj, hvor vi hyggede os med lidt god mad og godt selskab resten af aftenen.


Louise og Sophia til babysvømning

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.