2007-08-11
Den 9. august så vi Julian Jarrolds film Becoming Jane i Dagmar Teatret. Det viste sig af være et flot, behageligt og underholdende tidsbillede af England anno 1795.
Filmen er fiktion, men den er delvist baseret på forfatterinden Jane Austens liv, mere specifikt på en noget turbulent periode, omkring 1795, hvor hun var 20 år. Titlen Becoming Jane hentyder til hendes modning som menneske og forfatterinde, gennem hendes flirt med med den lettere udsvævende jurastuderende Thomas Lefroy, som senere skabte sig en stor karriere som parlamentsmedlem og irsk højesteretsdommer.
Hovedrollen spilles eminent af den amerikanske skuespillerinde Anne Hathaway, og hendes romantiske interesse Lefroy spilles af James McAvoy, bedst kendt som Tumnus i Heksen, Løven og Garderobeskabet - og også en engageret Celtic fan! Blandt deres medspillere er kapaciteter som den fantastiske Maggie Smith (hvis rolle i denne film dog er for lille og stereotyp til, at hun for alvor slår igennem), James Cromwell (som Jane's sympatiske og, professionen taget i betragtning, forbløffende åbensindende far), Julie Walters (som hendes mor) og Ian Richardson (som Lefroy's pengefikserede onkel).
Filmen skulle vise sig at blive Ian Richardsons sidste, da han døde uventet i Februar i år, godt en måned før premieren. Richardson huskes i Danmark bedst for hans rolle som Francis Urquhart i TV-serien House of Cards, og dens efterfølgere To Play the King og The Final Cut, baseret på Michael Dobbs bøger, men han var desuden et meget respekteret medlem af the Royal Shakespeare Company i 15 år. Dame Helen Mirren dedikerede den BAFTA hun modtog for bedste kvindelige hovedrolle i The Queen, blot fire dage efter hans død, til ham. Som skæbnen ville det, var en af hans sidste TV-opgaver at lægge stemme til netop Døden, i TV-udgaven af Terry Pratchetts Hogfather. Et stort tab.
Tilbage til filmen: Filmen er gennemgående en kærlighedshistorie med særlig fokus på datidens sæder og skikke, og kvindens plads i samfundet. Den er visuelt flot, og det diskrete lydspor er behageligt og komplementerer filmens handling godt. Filmen er gennemgående munter, og de mere dramatiske elementer som filmen trods alt også indeholder, gives gerne, i bedste Austen stil, ironiske eller groteske islet.
Austens livshistorie er kendt, så jeg afslører næppe for meget ved at skrive, at filmen ikke ender nær så godt som Austens egne romaner - uden dog at ende tragisk. Moderen beskriver rammende hele filmens tema med ordene "Kærlighed er ønskværdigt. Men penge er absolut nødvendige!" Med den betragtning in mente, gjorde hovedpersonerne hvad de måtte gøre. Publikum må vurdere om dét var det rigtige.