2007-09-09
Louise og jeg overværede forpremieren på musicalen Chicago på Det Ny Teater den 8. september, 2007. På trods af, at ingen af os satte særlig stor pris på filmudgaven fra 2002 eller er til den form for jazzet 20er musik som stykket gør brug af, følte vi os alligevel godt tilfredse og underholdte efter den to en halv time lange forestilling
Først og fremmest - hvis du er til store udstyrsstykker med skiftende scener, special effects og flotte kostumer - så er Chicago ikke noget for dig. Tværtimod holdes kostumeskiftene på et absolut minimum, en del af skuespillerne spiller forskellige roller uden at ændre udseende af den grund, og det reducerede orkester, som primært består af blæsere, sidder på en forhøjning på selve scenen. Dét der bærer stykket, er den livlige musik og de næsten konstante dansenumre, toppet af med nogle gode skuespilpræstationer
Bedst af alle var debutanten, den nyuddannede 25-årige skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen. Hun spiller stykkets primære hovedrolle, den dybt egoistiske natklubsangerinde Roxie Hart. Hun brillerede denne aften med en imponerende selvtillid, skøn udstråling, velkoreografet dans og flot sang. Og så syntes jeg selv, at hun rammer Roxies personlighed helt perfekt.
Ikke helt på hendes niveau var Julie Steincke, som sidste år havde stort success som Ulla i The Producers. Hun leverede sådan set fint nok skuespil, men hendes fortolkning af den ligeledes mordtiltalte natklubsangerinde Velma Kelly var ikke tilført helt den rette mængde af arrogance. Såvel Julie som Birgitte dansede iøvrigt glimrende set over hele stykket og var i fin synkronitet med de øvrige dansere - lige bortset fra i deres afsluttende fællesnummer. Om det er et bevidst fortolkningsvalg skal jeg ikke kunne sige.
Den mandlige hovedrolle som advokaten Billy Flynn blev fornemt spillet af den altid solide Peter Jorde, som efterhånden har haft en del hovedroller på Det Ny Teater. Louise og jeg har således set ham bl.a. som udyret i Beauty and the Beast og som fantomet i Phantom of the Opera, og han har endnu ikke skuffet os. Jorde synger og spiller altid fremragende; også i Chicago.
Pernille Højmark spillede rollen som Matron "Mama" Morton rimeligt, men måske en smule ligegyldigt. Personligt savnede jeg en smule kant i hendes portrættering af fængslets stærke kvinde; i denne udgave kom hun snarere til at fremstå som en grundlæggende flink og venlig hønemor - nærmest som hun selv lettere ironisk synger i "When you're good to Mama" - end som den stærke, egoistiske og pengefikserede kone man må opfatte hende som i den oprindelige historie. Måske er jeg her lidt farvet af Queen Latifahs udgave af rollen i filmversionen.
Jesper Asholt var en helt igennem troværdig Amos Hart, Roxies underkuede, generte og nærmest usynlige mand. Hans glansnummer i stykket er nummeret Mr. Cellofan sent i andet akt, og det synger han med den rette kombination af generthed, frustration og ynkelighed.
Dertil kommer M. Lissmeyr i rollen som journalisten Mary Sunshine, men denne rolle er i sig selv så speciel, at den nok er bedst tjent med ikke at blive kommenteret yderligere her.
Resten af ensemblet bestred hver især en række mindre roller, som de klarede ganske udmærket. Deres primære opgaver var at danse og skabe omgivelserne for selve hovedhistorien, og det gjorde de godt.
Skal jeg komme med et konkret kritikpunkt, er det den let tåbelige danske oversættelse af den gennemgående tekst "Isn't it" til "Ikke sandt" i sangen "Nowadays". Måske korrekt nok, rent sprogligt, men det lyder bare ikke godt, og ødelægger lidt af oplevelsen ved sangen, som ellers er en af musicalens bedste. Oversættelsen af "He loves me so" til "Han bare elsker mig" er heller ikke helt optimal... Derudover var teksterne egentlig forholdsvist godt oversat.
Men alt i alt en solid og underholdende forestilling, båret af gode skuespilpræstationer, dygtige dansere og et orkester ledet til UG af Peder Kragerup. Jeg er ihvertfald glad for at Louise og jeg spenderede de ca. 300,- per person på at se forpremieren på dette efterårs store satsning på Det Ny Teater!