Frederiksberg Hospital

2008-02-22

Overskriften kunne have været alt muligt andet end lige Frederiksberg Hospital - men det var altså det, den blev til

Den sidste måned har budt på flere omvæltninger i den lille familie, navnligt at Sophia startede i vuggestue i uge 3 og Louise startede på pædagogseminaret et par uger senere. Så er den søde hjemmegående mor og datter-tid overstået. Men det går godt. S hygger sig rigtigt i Vuggestuen, og Louise er langsomt ved at vende sig til, at Sophia hygger sig i vuggestuen uden Mor ;-)

Specialet er for alvor ved at ligne noget, og jeg syntes efterhånden jeg kan ane enden på det. Derudover sender jeg jobansøgninger ud i ny og næ, og forleden var jeg da også til samtale angående en stilling som AC-Fuldmægtig i Børn- og Ungeforvaltningen i Gladsaxe Kommune. Men uanset om jeg får det job (eller et andet) fra 1. april, skal der jo stadig lidt penge ind inden da, så fra i går og nogle dage ind i næste uge, sidder jeg i et vikariat på Frederiksberg Hospital, hvor jeg assisterer med behandlingen af spørgeskemaer til et forskningsprojekt. Så lærer jeg også lidt om sundhedssektoren, og det er såmænd spændende nok.

I dag besøgte jeg, for anden gang, det årlige antikvariske bogudsalg i Helligåndshuset. På åbningsdagen, torsdag i sidste uge, blev det til 5 bøger á 80 kr. stykket - mere præcist en biografi i to bind om Evelyn Waugh, Debrett's Peerage 1990, og Dansk Adels Aarbog 1961 og 1962. I dag var priserne så faldet til 30,-/stk. og jeg hjembragte fire mere: En halvgammel udgave af Pepys dagbøger, en biografi fra 1922 om Alfred Harmsworth (Lord Northcliffe), en fransk oversigt fra 1878 over de europæiske kongehuse og deres aner, og en antologi med engelsk poesi fra 1400-tallet til og med første halvdel af 1900-tallet. Så det var lige 9 bøger mere jeg ikke har tid til at læse det næste lange stykke tid. Jeg har brug for en ikke-studierelateret læseferie!

Hmmm. Bom.. Bom.. Bom.. Det var vist, hvad jeg lige kunne opdatere jer med. Fortsættelse følger næste gang jeg får dårlig samvittighed over hvor lang tid der er gået!

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.