2007-11-02
Jeg glemte helt at berette om en lidt speciel begivenhed i min sidste update
Onsdag 24. oktober deltog jeg nemlig i et arrangement med selveste Mikhail Gorbatjov, sovjetunionens sidste kommunistiske præsident, og manden bag Glasnost og Perestrojka. Det hele foregik i auditoriet i Falkoner-centeret foran mere end 1000 mænd og kvinder i stiveste puds. Gorbatjov talte russisk med simultantolkning, og det var lidt af en oplevelse af høre ham stå alene på scenen, braldre løs på russisk foran så mange tavse mennesker i jakkesæt. Det føltes næsten som at være en del af noget man ofte så på TV før i tiden, hvis i forstår min sammenligning ;-)
Nå, efter hans 30-40 minutter lange tale, som primært omhandlede hans arbejde med Green Cross International og verdens miljøproblemer, var der lagt an til spørgetid. Første spørgsmål blev stillet af Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet, som vist selv troede, hun havde fundet et rigtigt begavet et af slagsen: "Hvad var din reaktion da Reagan kom med den berømte opfordringer 'Mr. Gorbachev, tear down this wall!'" - Gorbatjov svarede, at lige præcis dette spørgsmål bliver han stillet næsten hver eneste gang, han er til et arrangement af nogen art, og at han ville give os det samme svar, som han altid gav: "We had NO reaction!" (med tilføjelsen "because we knew what President Reagan was before he became a politician"). Efterfølgende udtrykte han dog sin egen store respekt for Reagan, som han den dag i dag opfatter som en statsmand af de helt store.
Resten af seancen gik med spørgsmål om miljø, Rusland, Iran-atom-krisen, vandmangel, m.v. og blev afsluttet med et spørgsmål om ikke den demokratiske situation i Rusland så lidt kritisk ud. Dette sidste emne så i nogen grad ud til at ophidse Gorbatjov, som - noget mere højrøstet end tidligere - forklarede, at særligt amerikanere ofte stiller ham også dette spørgsmål. Hvortil svaret er: "I overvurderer os. Og det på trods af, at vi er dygtigere end jer(!). I forventer, at vi skal opbygge på 200 dage, hvad der har taget jer 200 år". Og det var egentlig svaret. Men der er vel også grænser for, hvad man kan forvente af en ældre herre som er vokset op under kommunismen, har gjort karriere indenfor "partiet" og selv har været den sidste kommunistiske præsident for en af verdens største nationer. Men det var ihvertfald en stor oplevelse af se denne store politiker i levende live, på scenen foran mig.
I går aftes var jeg til en lidt anden type arrangement: 2½ times foredrag om øllets historie, med tilhørende ølsmagning, ved byhistoriker, forfatter, politiker og ølskribent Allan Mylius Thomsen. Jeg havde fået "billetten" i gave af Erik til min 30-års fødselsdag, og han benyttede så lejligheden til også selv at tage med, hvilket blev til en ganske hyggelig aften. Allan, som jeg iøvrigt ofte har snakket med på Toga, er en ganske vidende, hurtigsnakkende og morsom fortæller, og selv uden de tilhørende smagsprøver ville det have været et fint arrangement. Men, som han selv sagde, "Øl kan ikke være tørt stof", så smagsprøver skulle der til. Skibsøl (yikes) fra Refsvindinge, Hvidtøl fra KB, Læsø Ale 14 fra Læsø Bryghus, Fanø Pilsner fra Fanø Bryghus, Jacobsen Dark Lager, Limfjordsporter fra Thisted Bryghus, og en enkelt mere hvis navn jeg desværre ikke husker - det var vist en Bock-type med en ged eller en giraf på. Men det var et par hyggelige timer i Gl. Holte, hvor arrangementet fandt sted.
Derefter gik turen hjem, med et lille stop-over på Post Pubben, for Eriks og mit vedkommende :)