2008-04-05

Endelig lykkedes det mig at se en koncert med Jean-Michel Jarre, efter i 20 år at have været stærkt betaget af hans musikalske univers. Tid og sted? 1. april, kl. 20 i Falconer Salen på Frederiksberg

Koncerten var et led i Jarre's Oxygene-tur, og bød på en komplet genopførsel af gennembrudsalbumet af samme navn fra 1976, opført på "originale" instrumenter, hvilket vil sige primært analoge synthesizere fra 1976 og før. Ældste instrument var en Russisk Theremin, vistnok opfundet i 1920erne og i dag bedst kendt som det instrument der frembringer de savkllingeagtige lyde i temaet til TV-serien Midsomer Murders. Af konceptet følger det, at også sceneshowet var begrænset til noget man kunne have set i 1970erne. Primært bestod det af blinkende lys i forskellige farver, som på forskellige tidspunkter oplyste forskellige flader på de forskellige instrumenter - egentlig meget effektfuldt, og et godt match til musikken. Under en stor del af koncerten var ligeledes nedhejst et gigantisk spejl bag og over musikkerne, så det kunne lade sig gøre at følge såvel Jarre som hans tre kollegaer på scenen inde bag deres pulte - en ganske udmærket idé, da det eneste indtryk man ellers får af musikkerne er lidt vuggen frem og tilbage inde bag alle kasserne.

Louise og jeg havde billetter i tredje bedste prisklasse, hvilket faktisk dækkede over pladser på første række(!) men lige ved siden af nogle ganske veludstyrede højtalere. Musikken blev således nærmest blæst igennem vores ører koncerten igennem - til gengæld havde vi et fremragende udsyn til scenen. De obligatoriske 10 minutter forsinket startede koncerten med en velkomst af mester Jarre selv - han introducerede selve Oxygene-albummet, musikkens oprindelige kontekst, de forskellige instrumenter og de tre øvrige musikere. Det var en udmærket start.

Personligt har jeg altid fundet det oprindelige Oxygene-album lidt kedeligt, og jeg var derfor spændt på at se hvordan det gjorde sig i en koncertudgave. Og skuffet blev jeg bestemt ikke. Variation i forhold til det oprindelige tema var der ikke meget af, men de få afvigelser der alligevel var, det begrænsede men præcise lys-"show" og udsynet til mesteren og hans svende som i halvanden time arbejdede på fuld drøn for at få de gamle maskiner til at frembringe de ønskede lyde, var alle pengene og tiden værd. Kun de sidste to ordinære numre - det smukke, næsten episke Oxygene VI og den nyere tilføjelse, Oxygene XI (tror jeg det var) - var tilføjet egentlige film eller animationer. De matchede selvsagt musikken perfekt, og gav et måske let tiltrængt visuelt boost til sidst - uden det kunne koncertens slutning måske have forekommet noget antiklimatisk, men med det høje tempo i Oxygene XI og de hurtigt skiftende billeder på bagvæggen sluttede den på toppen.

På trods af avisanmelderens meget lunkne anmeldelser, var bifaldet enormt og det var tydeligt at de mange fans ihvertfald ikke var skuffede. Efter stående ovationer kvitterede Jarre med et solo-ekstranummer; jeg husker desværre ikke hvilket (eller rettere - jeg husker ikke titlen); en fin cadeaux til publikum. Kl. 21:50 var det overstået. Den elektroniske musiks Godfather havde afsluttet sin første koncert i København i denne omgang.

De professionelle anmeldere i blade og aviser har givet koncerten forholdsvis dårlige anmeldelser. Fra én til tre stjerner, så vidt jeg har set. BTs Jan Eriksen kan måske have ret i, at koncerten kunne have trængt til nogle brud. Men at beskrive det som en vatteret tidslomme, mener jeg er en forfejlet kritik. Det var selve præmissen for koncerten at holde den i en 1970er-stil, og at kritisere den for faktisk at fungere i overensstemmelse med det på forhånd udmeldte, har jeg svært ved at tage seriøst.

I samme dur har Christian Weigel i Gaffa givet udtryk for, at han nok havde forventet lidt mere show på drengen - hvilket vel er et udtryk for, at han ikke havde sat sig ind i, hvad det var for en koncert han skulle se. Koncertens koncept har ligget klart tilbage fra premieren i Paris i December sidste år. Weigel vil trods alt lade det være op til den enkelte at vurdere denne anderledes koncert, men giver dog udtryk for at hans daglige dosis af keyboards og andet elektronik-halløj [efterfølgende] var helt vildt overskredet. Mon han efter en klassisk koncert eller en opera ville have brokket sig over, at der var for mange strygere i orkesteret??

Morten Sternberg giver i Soundvenue, som Weigel i Gaffa, koncerten tre stjerner. Bl.a. skriver han at når Jarre som en elektronisk domptør tæmmede sine maskiner i fornemme sequencer- og rytmeboksfigurer, var han sublim. Her fandt han ind til poesien i maskinen og tvang nærmest lytteren til at overgive sig til de hypnotiske lydlandskaber. Til gengæld slutter han af med, at hånden på hjertet; tiden har tydeligvis overhalet Jarre indenom. Og denne sidste bemærkning er typisk for alle anmeldelserne - den grundlæggende logik er tilsyneladende, at mens f.eks. klassisk musik og rock fra 50erne kan spilles uændret nu og i al fremtid, så skal netop elektronisk musik, altid basere sig på de mest moderne teknologier og udvikle sig konstant. Derfor er det no-go at genopføre en elektronisk symfoni fra 1970erne som den oprindeligt var tænkt. På denne vis giver anmelderne mere udtryk for, at de er uenige i de præmisser koncerten er opstillet på, end at de ikke mener koncerten holdt hvad den havde lovet.

I mit blik og mine ører holdt Jarre alt hvad han havde lovet og mere til - både Louise, som ellers ikke er nogen stor fan af elektronisk musik, og jeg tog glade og tilfredse hjem til Sophia, som var blevet passet af Mormor. Og vi vil huske koncerten som en vores helt store musikalske oplevelser. Også selvom musikken og instrumenterne var fra 1970erne!