Job i IT- og Telestyrelsen - med videre

2008-04-27

Så endte også jeg som offentligt ansat ;-) Per i Mandags, 21. april, har jeg siddet som fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen, en del af Videnskabsministeriet. Her håber jeg at kunne anvende og udvikle mine kompetencer indenfor IT, kommunikation, politik og organisationssamarbejde.

Mere konkret sidder jeg i Kompetencecenter IT for Alle, en del af Kommunikations- og brugerkontoret. Her skal jeg indtil videre arbejde med at at udvikle, promovere og vejlede om tilgængelighed (accessibility) indenfor offentlige IT-løsninger, et område hvor Danmark er et af foregangslandene internationalt set.

Nu er opgaven så at færdiggøre specialet helt, sideløbende med arbejdet i styrelsen. Så det bliver nok lidt presset de næste uger; men i det mindste behøver jeg da ikke bruge tid på jobsøgning ;-)

Ellers har den seneste tid budt på diverse familiefødselsdage, men desværre også en begravelse, da min kære moster Mia døde efter lang tids sygdom den 12. april. Der blev holdt en flot begravelse for hende i en fyldt Hornbæk Kirke Lørdag den 19..

Mere positivt kan jeg skrive, at Sophia vokser og vokser, og lærer nye ting hver dag. Hun snakker konstant og er begyndt at lære en masse ord - hun har stadig en smule at lære når det kommer til udtalen af ordene, men det kommer vel ;-)

Louise muntrer sig på pædagogseminaret, og har snart ferie, hvorefter der er dømt praktik i 3 måneder begyndende i starten af August.

Vi har igen i år aftalt at køre til Tyskland med Bente og Erik. I år udvider vi dog turen til også at omfatte Tjekkiet, så vi i løbet af 10-12 dage skal besøge Berlin (når det nu er på vejen), Dresden, Prag (og særligt Prags omegn denne gang) og Cottbus, nær det, efter sigende, skønne Spreewald. Det bliver midt på sommeren.

Efter således at have opdateret jer alle, vil jeg smutte tilbage til specialet. Update følger når tiden tillader det, eller begivenhederne kræver det!

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.