2007-09-24
Søndag 23. september indløste vi endnu en af vores bryllupsgaver - brunch på Café Woody og efterfølgende biograftur med Lisbeth og Thomas i Kinopalæet. Dagens film var Judd Apatows anmelderroste Knocked Up
Mine forventninger til filmen var på forhånd ikke voldsomt store. På baggrund af det jeg havde hørt om plottet, forventede jeg nærmest en de af sædvanlige amerikanske ungdomskomedier som produceres på samlebånd. Men jeg blev glædeligt overrasket.
Filmen havde Seth Rogen og Katherine Heigl i hovedrollerne, to skuespillere i midt-slut-20erne som vist ikke er helt ukendte i USA, men som jeg af en eller anden grund fuldstændigt har overset. De spillede imidlertid fremragende, og blev bl.a suppleret af ligeledes glimrende Paul Rudd (kendt som Phoebe's kæreste og, i sidste ende, mand i Venner), Leslie Mann (gift med Judd Apatow in real life) og Jason Segel. I mindre roller sås Joanna Kerns (moderen i komedieserien Growing Pains omkring 1990) og Harold Ramis (Ghostbusters!) som henholdsvis moderen til Alison (Heigl) og faderen til Ben (Rogen).
Premisen for historien er, at det umage par Ben og Alison møder hinanden på en bar - de bliver fulde - på grund af en misforståelse har de sex uden kondom - og otte uger senere opdager Alison at hun er gravid. Og derfra kører det så derudaf med graviditetshormoner, bøger om at blive forældre, parforholdsproblemer, hashpiber, registrering af nøgenscener i film, m.v.
Filmen er noget så sjældent, som en til tider vanvittig komedie som IKKE henvender sig mere eller mindre eksplicit til aldersgruppen 13-25 år. De problemer som filmen tager hul på og humoren bag det applererer mere til dem som enten har stiftet familie indenfor de senere år, eller som måske skal til det. Det gennemgående tema er graviditet og parforhold, og her er det tydeligt at filmens forfattere trækker på egne erfaringer og problemer, og ikke forsøger at karikere dem til at appelere til et teenage-publikum. Samtidig indeholder filmen nogle absurde sidehistorier, som alligevel bærer en vis troværdighed og bidrager til at gøre filmen, til tider, hylende morsom, uden at de dybere pointer går tabt. Blandt de emner der tages op er kvinders konstante behov for at lave om på og forme deres mænd, og mændenes modsatrettede forsøg på at bevare et vist frirum i deres liv på trods af kone og børn. Desværre giver filmen ikke nogen endegyldig løsning på denne alt for kendte problemstilling ;-)
Knocked Up varer lige over to timer; forholdsvist langt for en Hollywood-komedie, men der er et godt flow i historien, og man keder sig ikke undervejs. Den har i skrivende stund fået et gennemsnit på 7.9 ud af 10 på iMDB - og det kan jeg såmænd godt tilslutte mig - 4 store stjerner ud af 5 herfra.