Nordtyskland 2006: Lübeck, dag 2

2006-09-26

Kl. 08:30, torsdag 13. juli, var vi oppe igen og igang med morgenmaden i hotellets dertil indrettede lokaler.

(Fortsat fra Nordtyskland 2006: Lübeck, dag 1)

Buffetten var ikke overvældende - der var nogenlunde hvad der skulle være, men heller ikke mere. Jeg formoder, at mine forventninger til morgenmaden er påvirket af de tidligere år, hvor vi har boet fire-stjernet i Berlin og Potsdam. Desværre står udbuddet af hoteller i Lübeck, Schwerin og Stralsund ikke mål med hovedstadens, hvorfor vi i disse byer har boet tre-stjernet for samme pris som vi plejer at få fire-stjernet i Berlin.

Formiddagen var reserveret til at se de få seværdigheder, vi ikke havde nået dagen før. Vi startede med (igen) at vandre ned af An Der Obertrave langs floden, og op af Hartengrube mod byens domkirke Dom zü Lübeck. Hartengrube og det sidste stykke af An Der Obertrave var meget stille og fredeligt, og bød på nogle meget charmerende ældre beboelsesejendomme på trods af deres placering lige i udkanten af Lübecks pulserende byliv.

Vi entreerede herefter Lübecks imponerende domkirke der, som så mange andre af de store gotiske kirker i Nordtyskland, blev helt eller delvist ødelagt under 2. verdenskrig og siden er blevet genopbygget. Kirkens grundsten blev lagt i 1173 af den Saksiske hertug Heinrich der Löwe (d. 1195), og i 1477 fik kirken sit berømte 17m høje kors, kreeret af den lokale kunstner Bernt Notke som også har forestået en altertavle i Århus Domkirke. Heldigvis slap kirken forholdsvis nådigt fra krigens bombardementer, og korset såvel som en stor del af dens indre udsmykning, har overlevet indtil idag.

Ad omveje, Pferdemarket Parade, Dankwartsgrube og Mühlenstrasse, fandt vi frem til den gamle koster St. Annen og dets museum på St. Annen Strasse. Museet huser idag en imponerende samling af kirkekunst tilbage fra den tidlige middelalder og op gennem renæssancen. Mest imponerende er en række alterstykker finansieret af byens ledende borgere gennem tider, men også skulptursamlingen i klosterhaven er et besøg værd. Dertil kommer en fløj med moderne kunst, som vi ikke fandt tid til at besøge denne gang.

Vi gik nu videre ned af Sankt Annen Strasse, op langs Ägidienkirche og Aegidiensstrasse til Sandstrasse og op til den centrale gågade Breite Strasse bag rådhuset. Her, på hjørnet af Hüxstrasse, fik vi nu tid til at besøge marcianfirmaet Niederegger som netop i 2006 fylder 200 år. Dette afspejlede sig naturligvis i en række særlige jubilæums-marcipanvarianter, men udvalget er nu ganske imponerende selv uden disse jubilæumsproduktioner - man kan få marcipanmobiltelefoner, marcipan for diabetikere (lave på kartofler!), marcipandrikke, marcipanbøger (bl.a. Mann's Huset Buddenbrock som jo netop foregår i Lübeck), med videre. Vi fik ikke set på dets café, som iøvrigt skulle være meget hyggeligt, men så er der også noget til næste gang. Vi fik købt marcipan for 30-35 euro, men regningen kunne have endt på det tredobbelte hvis jeg ikke havde styret mine lyster en smule.

Sidste stop i Lübeck var Marienkirche, lige overfor Buddenbrook Haus. Denne kirke er Tysklands tredjestørste, og huser bl.a. de nok så berømte ødelagte kirkeklokker som faldt ned fra de 125m høje spir under bombardementerne i 1942. Vi ankom til kirken lidt i tolv, hvilket ikke var helt tilfældigt, da et af vores mål med besøget var at se kirkens astronomiske ur, som hver dag ved middagstid viser et lille mekanisk dukkespil. Det var smukt nok - og havde også samlet en del turister. Efterfølgende blev vi indfanget i en lille kort gudstjeneste og orgelmusik på 10 minutter, som kirkefolket smart nok har lagt på den tid af dagen hvor indstrømningen af turister er størst. Det var også charmerende nok. Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor Louise og jeg fik en meget tiltrængt drink, mens min moder hentede bilen så vi kunne fortsætte turen langs den tyske nordkyst.

(fortsættes i Nordtyskland 2006: Lynvisit i Wismar)


An der Obertrave
Hartengrube
Astronomisk ur i Marienkirche
Marienkirches ødelagte klokker

© 1997-2007 Thomas Frandzen. All rights reserved.