2007-01-10
Jamen, lad mig da starte med, lidt forsinket, at ønske alle et rigtig godt nytår. Vores har indtil nu været helt fint, og der er intet at klage over
Nytårsaften holdt vi hos Svigermor og Erik på Lillemosevej, med tilføjelse af min mor (som jeg således fik holdt nytårsaften med for første gang i 10 år - utroligt hvad et barnebarn kan gøre ved et menneske... ;) ) Jeg forestod en lækker Culotte, langtidstilberedt Rødvinssauce og dybfrosne kartoffelkroketter, mens Svigermor Bente stod for tilbehøret (glacerede løg og bagte Haricots Verts med bacon) + forret (rejer og jomfruhummer). Fint teamwork som resulterede i en dejlig middag. Og resten af aftenen var skam også god!
Allerede den 2. januar genoptog vi vores hospitalsrundtur fra December måned, da Sophia skulle til undersøgelse på Rigshospitalets Børne-Lunge-ambulatorie. De kunne, i lighed med de andre specialister vi har talt med, ikke finde noget som helst ivejen med hende - bortset fra en alt for høj vejrtrækningsfrekvens... Så de bad os se tiden lidt mere an, og så komme ind til dem igen i starten af februar, hvor vi alligevel skal have fulgt op på de mindre hjertefejl de fandt i starten af December. Siden da fornemmer vi, at hendes vejrtrækning er faldet til en *lidt* mere normalt niveau, hvilket må opfattes som et godt tegn. En hvilevejrtrækning på 55 er dog stadig noget for højt, og lavere har vi ikke observeret den på noget tidspunkt.
Louises 26-års fødselsdag den 4. januar fejrede vi med en stille morgen og formiddag herhjemme - bare os tre - hvorefter vi tog ud til Jensens Bøfhus i Bagsværd med Sophias to bedstemødre - Erik støtte til lidt efter. Vi var alle tilbage på Gammelmosevej ved 14-tiden, og så havde Louise og jeg lige en time inden vi skulle videre til næste fødselsdagsarrangement: et 6-timers Falck kursus i livsbevarende førstehjælp! Ja, det havde Louise altså valgt, og jeg var lidt modvilligt gået med til det. Modviljen forsvandt dog hurtigt da selve kurset kom igang, og da kurset var færdigt ved 21-tiden følte vi os begge klar til behandle lemlæstede trafikofre, overdosede narkomaner, med videre. Vi håber selvfølgelig ikke at det bliver nødvendigt, men nu *kan* vi det da. Og kurset på Falck-stationen i Lyngby var i det hele taget klart anbefalelsesværdigt - det indeholdet bl.a. en rimelig grundig og interessant gennemgang af menneskets livsvigtige kredsløb, en række metoder til livsbevarende behandling (indtil Ambulancen ankommer) og nogle enkelte rollespil så vi kunne bruge vores nye viden "i praksis". Lørdag den 6. holdt vi så en mere organiseret - men dog afslappet - fejring herhjemme, med en god frokost leveret af vores lokale slagter Marianne.
Og siden da? Ja, der skal man lige tænke, tænke. Jo, i går og her til formiddag har vi besøgt de aldersudvidede institutioner Stationsparken og Stjernen, begge i nærheden af Buddinge Station, og imellem 15 og 25 minutters gang herfra. Sophia skal jo snart skrives op, uanset at hun forhåbentlig ikke skal begynde før om et års tid. Begge institutioner virkede både hyggelige for børnene, veldrevne, og som om de har styr på hvad de gør (hvilket er betryggende for forældrene :) ).
Og så er jeg iøvrigt gået i gang med min Kandidatafhandling igen. Nu skal den være færdig!