2006-09-11
Jeg var i går vidne til en yderst surrealistisk oplevelse under Lyngbys kamp mod AGF på Århus Stadion
Jeg havde taget turen sammen med et par hundrede andre Lyngbyfans, og stemningen var fin. Da vi så ankommer til stadion, får vi første skrækhistorie - en håndfuld Lyngbyfans er blevet anholdt efter uroligheder på et lokalt værtshus. Men - efter sigende havde de intet gjort. Nåja, det hører man jo sommetider, og gerne fra "sine egne" så vi var ikke helt sikre på hvad der egentlig var sket.
I dag kunne vi så læse et interview med barens ejer, som selv havde været bartender på det pågældende tidspunkt - essensen: De tilstedeværende Lyngbyfans havde været i fint humør, og havde ikke været aggresive eller på anden måde generet de andre gæster. Slagsmålet blev startet af en pludseligt invaderende politistyrke, som sprøjtede uhæmmet omkring sig med peberspray. Således historien fra en person som ellers nok ville have haft grund til at brokke sig HVIS Lyngbys fans havde lavet ballade. Men det havde de altså ikke! (læs mere på onside.dk)
Men denne episode var slet ikke det sidste vi hørte til politiet på denne dag. Lidt inde i anden halvleg blev Lyngby-tribunen på det nærmest oversvømmet af kontrollører og urobetjente, som med vold og magt (og masser af peberspray) ville have fat på enkelte fans som i kampens hede havde kastet med plastickrus halvt fyldt med øl - en ofte set - og iøvrigt uskadelig - hændelse på mange stadions. Men politiet så sig altså nødsaget til at sætte hårdt ind mod de tilsyneladende meget farlige ølkastere. Da andre, rolige og ædruelige, tilskuere forhørte sig om årsagen til de første anholdelser, blev nogle af dem selv sprøjtet med peberspray og efterfølgende anholdt. Selv fans som bare passede sig selv, blev ramt af den stærkt ubehagelige og blændende peberspray! Enkelte fans som havde filmet "optøjerne" blev af politiet bedt om at slette videoklippene øjeblikkeligt - eller ryge med på stationen sammen med de andre.
Alt i alt blev mere end 20 Lyngbyfans anholdt - nogle for absolut ingenting, nogen for at have kastet med plastickrus. Man kan undre sig over, at Århus politi sjældent anholder mere end fem stenkastere når der er optøjer i Gjellerup, men anholder mere end 20 mennesker for at kaste med øl og "blande sig i politiets arbejde" (altså, spørge hvad der sker). Øl er åbenbart farligere at få i hovedet end sten. Ellers også havde de bare en kvote de skulle have opfyldt, igår...
Ja, det lyder som en Århushistorie, men den er desværre god nok. Jeg håber denne sag går videre til domstolene, for hvis Århus politi slipper fra denne sag uden alvorlige skrammer, er der ingen retfærdighed til i dette land!