2006-07-31

Jeg rejste første gang til Østeuropa i tiden omkring påsken 1994. Vi var ca. 15 elever og 2 lærere fra Ordrup Skoles 10.C det år som tog på studietur til Prag.

Vores første konkrete indtryk af Østeuropa var det lille to-motors profelfly som fløj os fra Kastrup til Prag. Landingen foregik under noget der må være den højeste tilladte vindstyrke, og vi kunne se skiftsvis Prag og himlen i minutterne inden flyet satte hjulene på Tjekkisk grund.

Vores hotel var det forholdsvis store og billige (og kedelige) hotel Globus nær metrostationen Roztyly godt 8km sydøst for centrum. Selve forstaden var nærmest som man forventer af et standard byområde i et tidligere kommunistisk østland, hvilket vil sige monoton og forholdsvis uskøn. Det skal dog siges, at det jeg på senere rejser har set andre byområder i Østeuropa som er betydeligt grimmere og mindre charmerende, så det kan vel gå an.

Det er begrænset hvad jeg nu, en del år senere, husker af detaljer fra turen, men nogle enkelte begivenheder gjorde særlige indtryk.

En af dagene tog vi på bustur til Terezin lidt over 50km nord fra Prag. Byen er bedre kendt under det tyske navn Theressienstadt, og fungerede under anden verdenskrig som en mellemting mellem en jødisk ghetto og en koncentrationslejr, ikke at forveksle med en egentlig dødslejr. Selve byen er imidlertid interessant af andre årsager end dens funktion under krigen. Den blev bygget som et fort i 1780erne, og fungerer den dag i dag som et lille bysamfund, helt omkranset af en høj bymur og, så vidt jeg husker, en vold. Det var en dyster med meget interessant oplevelse, og jeg kan kun anbefale turister i området at tage en tur forbi byen. Ca. 1 km fra byen lå en egentlig arbejdslejr af den slemme slags, som under krigen primært blev brugt til at huse politiske fanger. Denne lejr fungerer i dag i højere grad end selve Theressienstadt som museum over krigens ugerninger.

Jeg havde under turens første dage reddet mig lidt af en halsbetændelse, så mens mine kammerater tog turen ud til det smukke slot Karlstejn, måtte jeg sidde hotellets bar og drikke kaffe og forsøge at kommunikere med de to bartendere og deres relativt begrænsede sprogkundskaber. Nogle år senere lykkedes det mig dog at komme derud, hvilket jeg har beskrevet og illustreret i min artikel om vores tur til Prag i 1999.

Byen Prag gjorde et voldsomt indtryk på mig, og imellem skoleturen i 1994 og turen med Louise 1999 besøgte jeg i forskellige forbindelser byen tre gange. Forskellen 94 og 99 var dog markant - i 94 var turister først begyndt at få øjnene op for Østeuropa og, særligt, Prag, mens det i 1999 dårligt var til at komme til for amerikanske, australske, østrigske, osv. turister. Samtidig er nogle af de gamle charmerende små caféer i centrum nu erstattet af Pizza Huts o.lign., men sådan går det vel.