2007-01-01

Fredag morgen vågnede vi ved 8-tiden, og indtog snart derefter vores morgenmad i Hotel Elephants nydelige restaurant. Morgenmaden her var, ligesom i Lübeck, ikke helt som jeg havde forventet, men absolut til at blive mæt af.

(Fortsat fra Schwerin, dag 1)

Vi havde planlagt dagen nøje, og startede ud med at køre en tur ud til Schweriner Fernsehturm. Tårnet hører absolut til de mindre kønne, men fra restauranten i 100 meters højde skulle der være en fremragende udsigt over de mange søer og skove i området, for ikke at tale om tårnene og slottet i selve Schwerin næsten 6 kilometer væk. Desværre fik vi ikke oplevet udsigten ved denne lejlighed, da vores ankomst ca. 10:45 lå cirka tre kvarter før tårnets åbningstid, og så længe gad vi alligevel ikke at vente.

Følgeligt kørte vi tilbage mod Schwerin, med istedet for at tage til centrum drejede vi fra Ludwigsluster Chausee ved Lennestrasse og parkerede bilen på sydøstsiden af den store og berømte slotspark. I udkanten af denne lå en gammel mølle, Schleifmühle Schwerin, som kan føre sin historie tilbage til 1705 og som i fordums tid blev anvendt til at behandle sten til brug for byggeri, herunder til ombygningen af Schwerin Slot 1845-1857. Vi fik os et hurtigt kig på møllen før vi gik ind for at nyde selve parken. Dette viste sig dog at være noget nær umuligt, da den netop under vores besøg var under en ganske omfattende restaurering. Statuer var flyttet, store områder gravet op, og den centrale del af parken var ganske afspærret af store metalhegn og fyldt med arbejdsmaskiner - så det var så som så med idyllen. Men det var der naturligvis ikke noget at gøre ved, så vi nød istedet udsigten over søen og gik så tilbage til bilen for igen at forsøge os med fjernsynstårnet. Denne gang var heldet med os, omend vi tog den forkerte frakørsel (ad Hagenower Chaussee), og således gjorde vejen dertil tre gange så lang...

Da vi endelig kom ind i tårnet, var det dog alt besværet værd. Vi tog med det samme elevatoren op til restauranten, og - sikken en udsigt. En sådan udsigt kan naturligvis ikke ydes retfærdighed, hverken gennem skriftlige beskrivelser eller gennem enkelte fotos, men - wauw. At restauranten tilmed var noget nær en gourtmet restaurant og samtidig holdt nogle yderst rimelige priser, bidrog blot til den gode oplevelse. Selv prøvede jeg deres specialtallerken bestående af kængurusteak, strudse- og svinemedaljoner. Prisen for sådan en portion var ca. 13 euro, eller omkring hundrede kroner. Pigerne forsøgte sig med lidt fisk, og gav også disse retter gode skudsmål.

Efter at have nydt måde mad og udsigt i halvanden times tid, kørte vi tilbage til byen for at udforske selve Schwerin. Vi stillede bilen ved hotellet, og tog en sporvogn lidt længere ind mod centrum, mere præcist til Marienplatz. Herfra gik turen ind ad Helenenstrasse og nord ad Buschsstrasse til byens imponerende domkirke viet til Jomfru Maria og Johannes Døberen. Kirken er blandt Tysklands største, 105 meter lang og 117 meter høj. I 40 meters højde er der et udsigtstårn, men efter et par aktive dage var vores fødder ikke voldsomt motiverede på at bestige trapperne. Blandt kirkens største skatte er det såkaldte Triumfkors, som oprindeligt befandt sig i Marienkirche i Wismar hvis tårn vi besøgte dagen før, og det berømte Ladegast-orgel med 5.100 piber(!). Vi fortsatte herefter mod nord og endte på en lille café ved sydenden af Pfaffenteich-søen, med udsigt til såvel søen som den noget specielle arsenalbygning. Det skal indskydes, at det alle vores 6 dage i Tyskland var drønvarmt, og hvile og væske var simpelthen nødvendigt for at ikke at gå kold midt på dagen...

Vi fortsatte lidt efter tilbage af Arsenalstrasse og ned af Friedrichstrasse og Domhof til de gamle markedsbygninger på Schlachtermarkt og Altstädtischer Markt. Her skulle der efter sigende være nogle hæderlige markeder fra tid til anden, men de få boder vi stødte på tangerede det ordinære i en sådan grad at vi fortsatte hurtigt videre. Vi gik ned ad Puschkinstrasse og fortsatte ad Schlossstrasse forbi vores spisested fra den foregående dag. Nu var det tid til at se byens helt store seværdighed, slottet og dets orangeri; dog først efter en kølende drik på en gyselig turist-orienteret bistro på Alter Garten.

Ind på slottet gik vi, købte vores billet til såvel de kongelige gemakker som porcelænsudstillingen ved siden af, og gik op af den store vindeltrappe. Som tidligere nævnt gør slottet det i dag både som museum og bundestag for Mecklenburg-Vorpommern, så på 1. sal, på vej op til de kongelige gemakker, kunne vi gennem en glasdør se nogle helt almindelige kontorgange hvor bl.a. et par af CDUs regionalparlamentarikere holder til. Vi fortsatte til de kongelige gemakker, og blev imponerede. De er alle i fantastisk god stand, med meget udførlige beskrivelser af alt fra gulvmønstre til portrætter. Stedet har en større tilknytning til Danmark end vi på forhånd var klar over, da f.eks. Christian Xs dronning Alexandrine voksede op på slottet, og Frederik IIs dronning Sophia var datter af Hertug Ulrich af Mecklenburg-Schwerin. Da vi nogle uger senere var en tur på Kronborg i Helsingør så vi en notits om, at den unge Christian IV i nogle år boede hos sine morforældre i Schwerin, men den historie har jeg nu ikke tjekket videre op på.

Da vi havde vandret rundt på slottet i en times tid, og var tilbage ved indgangen til de historiske lokaler, gik vi ind i den gamle balsal. Denne er idag indrettet som restaurant i nogenlunde autentisk stil, og den frekventeres efter sigende både af politikere, turister og finere selskaber. Vi fik os en gang kaffe med lidt lokalt bagværk, mens vi følte historiens vingesus. Vi gik efterfølgende en hurtig tur gennem slottes fantastisk flotte porcelænssamling, som huser en af verdens største og fineste samlinger af Meissen porcelæn, og også en smule tidligt 1900-tals Kongeligt og Bing og Grøndahl porcelæn fra Danmark.

Nu var turen kommet til Orangeriet ud mod søen. Det er et af de smukkeste små anlæg jeg nogensinde har set - smuk udsigt over søen, nydelige blomster og springvand, små pavillioner og så videre. Vi var alle ret betagede, og hvis man alligevel besøger slottet er man nødt til at tage runden om på den anden side og se dette lille paradis.

Klokken havde nu passeret 18. Vi var trætte og sulten var også begyndt at melde sig. Så vi gik, som den foregående dag, lidt op af Schlosstrasse, men fortsatte denne gang 50 meter længere og satte os på Kartoffelhaus no. 1 på hjørnet af Schlossstrasse og Puschkinsstrasse. Specialiteten på Kartoffelhaus er - ja, kartofler... De har dog også meget andet på menukortet. Særligt interessant er deres drikkevarekort, som er trykt rundt om en tom vinflaske, og med små sjove kommentarer til hver af de *mange* mulige drikkevarer. Louise fik her en kartoffelpizza, dvs. en pizza med en bund af kartofler istedet for almindelig dej. Meget hyggeligt og velbesøgt sted.

Ved 20-tiden gik vi igen hjem til hotellet, dog med et smut forbi Schlosspark Center, for at købe nogle småting.