2008-02-16
Sweeney Tood - den djævelske barber fra Fleet Street - således er titlen på Tim Burton og Johnny Depp's nyeste kreation, filmatiseringen af Stephen Sondheim's musical fra 1979; og den er absolut fremragende - ubehagelig - men fremragende!
Som musical adskiller Sweeney Todd, som i modsætning til hvad mange tror, IKKE baserer sig på virkelige hændelser, sig en hel del fra mainstream. Den er særdeles bloddryppende, og har ikke umiddelbart nogen happy ending. Burtons filmudgave ligner heller ikke den klassiske musicalfilmatisering. Den fungerer nemlig! Alt for ofte ser man en filmmusical, hvor plottet og sangene kører nærmest uafhængigt af hinanden. Midt i vigtig samtale bryder en af hovedpersonerne pludseligt ud i sang, og de næste 5 minutter er et koreograferet virvar som virker fuldstændigt tåbeligt i forhold til historien. Skrækeksemplet er Bollywood - take your pick!
Men i Burton's film er sangene en integreret del af flowet, og kun sjældent virker det påtaget. En medvirkende årsag, er det ganske fremragende ensemble af klasseskuespillere. Johnny Depp brillerer i hovedrollen som den demoniske barber, og demonstrerer at han udover at være en fantastisk skuespiller, også er en hæderlig sanger. Helena Bonham Carter er som skabt til rollen som Mrs. Lovett - eller rettere - hun gør rollen til sin egen, og forbedrer den. Alan Rickman, en af mine evige favoritter, synger ikke nær så godt som sine yngre medspillere, hvad der til gengæld også er meget passende for dén ældre skinsyge dommer, som han portrætterer. Sacha Baron Cohen indtager filmens primære komiske birolle som barberen Pirelli, a.k.a. Davy Connor, og det gør han fint. Den glimrende Timothy Spall minder, i sin rolle som dommerens spytslikkende budbringer og retbetjent Bamford, en smule om Voldemort's kumpan Peter Pettigrew i Harry Potter-filmene - en rolle som også spilles af Spall.
De bedste sangere, i traditionel musicalforstand, er de tre biroller Jayne Wisener (Todd's datter), Jamie Bower (hendes bejler) og Ed Sanders (den unge Toby, som uforvarende bliver en del af Lovett og Todd's demoniske pie shop). Samtidig er de de eneste i forestillingen som ikke er hensunket i totalt moralsk (eller amoralsk) forfald, og deres klare stemmer står således i klar kontrast til de mere nuancerede (og let rustne) stemmer, som resten af det primære persongalleri demonstrerer.
Udover at være en sang- og skuespilmæssig kraftpræstation, er filmen også visuelt besnærende. Måden hvorpå den anvender farvefiltre og effekter minder til tider om Baz Luhrmann's Moulin Rouge, enkelte elementer får en til at tænke på Arsenic and Old Lace og anvendelsen af blod kunne ligevel være orkestreret af en ung Peter Jackson eller måske endda en Tarantino. Tim Burton er dog garanti for en langt mere konsekvent og helstøbt oplevelse end nogen af de nævnte, og helstøbt og gennemført er da også lige hvad Sweeney Todd er.
Efter al den ros, skal det alligevel siges, at filmen er - ubehagelig - i mangel af et bedre ord. Der er absolut intet feel good-element i filmen, og de mange mord og den fuldstændige mangel på moral hos protagonisterne gør, at man sidder tilbage med en lidt mærkelig mavefornemmelse efter filmens dramatiske slutscene. Men med den historie kan det ikke være anderledes - filmen holder 100% på dens egne præmisser, og er en af de mest gennemførte film, som denne anmelder længe har set.
Topkarakter herfra til Burton, Depp, Bonham Carter og alle de andre!