2006-09-23
Som det vil være nogle af jer bekendt, er Louise og jeg i denne weekend i Sønderjylland med svigermor- og far.
Vi bor på det glimrende lille Hotel Egely (seks værelser) i Gråsten, hvorfra disse linier skrives.
Vi forlod Lyngby i går morges ved 9-tiden, og ankom en tre timer senere i Kolding, hvor Erik og jeg snuppede en af de mange interessante øl på den fremragende pub You'll Never Walk Alone imens pigerne så på tøj. Herefter gik turen ad den gamle landevej over Christiansfeld, med stop ved den interessante Gudsager kirkegård og honningkagebageriet, og Haderslev, hvor domkirken desværre var lukket for besøgende p.g.a. en præsteordination.
Ved 17-tiden ankom vi til Gråsten, og klarede hurtigt indtjekningen. Vores middag indtog vi nogle timer senere på den ligeledes fremragende Gamle Kro nær ved slottet, i en af byens ældste bygninger. Her blev det os fortalt, at dagen efter (idag, altså) var dagen for den årlige Gråsten Æblefestival hvor byens stolthed, Gråsten Æblet, fejres med pomp og pragt.
Følgeligt indfandt vi os, i morges - efter en kort tur rundt i den smukke slotshave - på havnen, hvor festlighederne fandt sted. Arrangementet blev åbnet kl. 11:00 af radiolægen Carsten Vagn-Hansen, og kl. 11:15 ankom årets æblehøst (symbolsk) med hestevogn. Derefter var der æblekagekonkurrence, salg og smagsprøver på æblespecialiteter, med videre. Fin stemning og skønt vejr.
Ved 12-tiden kørte vi østpå, via Broager og dens charmerende gamle 1200-talskirke, til Dybbøl banke, stedet for Danmarks største nederlag under krigen i 1864. Det var en fascinerende og spændende oplevelse at se de gamle fæstningsværker og diverse film om kamphandlingerne; særligt da det er første gang i mine 28 år at jeg har lagt vejen forbi dette nationale mindesmærke.
Om eftermiddagen klarede vi Sønderborg Slot, hvor vi også indtog en let frokost. Dernæst gik turen over Augustenborg (+ slot), via Danfoss til Nordborg, hvor vi tilbragte lidt tid med at se på den nydelige lille kirke og kirkegård, smukt beliggende på en bakketop. Ja, kirkerne er altså nydelige, smukke, osv. hernede - ikke ligesom de moderne skrumler der i den senere tid er skudt op i Københavnsområdet.
Ved 19-tiden ankom vi tilbage i Sønderborg, hvor vi efter en vis søgen endelig fandt en restaurant med et ledigt bord - et godt tip: Hvis du skal spise i Sønderborg en Lørdag aften - så reserver et bord i forvejen!
Vi er nu vel hjemkommet til hotellet, som vi regner med at forlade i morgen tidlig. Turen hjem går formentlig over Tønder, Møgeltønder, Højer og Ribe, før vi vender snuden østpå mod Lyngby.